Indspark fra de bedste

-Hvad har du lært af de bedste instruktører, spurgte jeg Birgitte Hjort Sørensen, da jeg
interviewede hende til DJØFbladet.
Som skuespiller har hun markeret sig internationalt med portrætter af stærke kvinder, magt og relationer. For nylig traf hun et anderledes karrierevalg. Hun vil også arbejde med ledelse og strategi.
Under interviewer fortalte hun om sit samarbejde med
stjerneinstruktører som Martin Scorsese og Bille August.
-De har alle sammen været rigtig grundige med at sætte deres hold. Så de ved
altid, at dem, de har med sig, er nogle, de forstår, og som forstår dem, sagde hun og fortsatte:
-Og så har de alle givet en klar, tydelig ramme eller retning. Kombineret med
en tiltro til, at de, der skal udfylde rammerne, ikke behøver at blive
overvåget tæt. Netop sådan aktiveres folks ønsker om at tage ejerskab og at
bidrage.
Birgitte Hjort Sørensen fik sit gennembrud som skuespiller, da hun spillede journalisten Katrine Fønsmark i tv-serien 'Borgen'. Siden har hun haft en lang række roller i verdensomspændende tv-succeser som 'Game of Thrones' og ikoniske teateropsætninger som 'Farlige forbindelser' på Broadway.