Reelt en opsigelse

28-10-2026
Allan Gert Nielsen.
Allan Gert Nielsen.

Allan Geert Nielsen er CEO i og medejer af Airlog Group. Men for 10 år siden stod han pludselig uden job efter en lang karriere i samme branche. 

Det fortalte han ærligt om, da jeg interviewede ham til DJØFbladet.

-Når du fratræder et job i en virksomhed, hvor du har knoklet i årevis, vil det altid være øv. Men en opsigelse kan faktisk vise sig at være en chance for at komme et endnu bedre sted hen i din karriere. Pludselig får du måske plads til at give liv til dine con amore-projekter, og din karriere kan få en mere spændende retning, fortalte han.

 Tænkepause 

Det var maj 2015 , Allan stoppede som adm. direktør hos Geodis Wilson Danmark A/S efter, som det hedder, gensidig overenskomst. Han var omfattet af en række klausuler, fik en pose penge med og brugte anledningen til en tænkepause.

-Gensidig overenskomst er jo reelt en opsigelse, om end det er en beskrivelse, som gør situationen nemmere at sluge, og som man kan bruge til at komme videre og give som forklaring til den næste arbejdsgiver, sagde han og forklarede videre:
-Jeg skulle da lige ryste mig. Naturligvis skulle jeg det, men jeg havde været i den samme industri, siden jeg var 17 år, og jeg var klar på at få hjernen brugt i en ny sammenhæng. Takket være mit netværk blev der åbnet nye og spændende karrieredøre, og jeg var så heldig, at jeg havde økonomi til at bruge tid på at tænke over, hvad jeg nu skulle.


Share